Stærk opbakning til Tønder Festival
Der er netop undertegnet en aftale mellem festivalens sponsorudvalg ved fhv. bankdirektør Solveig Andersen og seniorredaktør Stig Eeg Sylvest samt en række af storsponsorerne, så de over tre år fordobler deres bidrag. Det betyder, at Tønder Festival i perioden 2015 -2017 tilføres yderligere omkring 1,2 mio. kr. til styrkelse af det økonomiske grundlag samt udviklingen af festivalen.
De ekstra tilsagn kommer først til udbetaling, når festivalen i den samme periode selv underbygger sin økonomi via et overskud på to mio. kr. over tre år. Det samlede resultat betyder, at der ved udgangen af 2017 er sket en økonomisk styrkelse af festivalen med omkring 3,2 mio. kr.
- Samtidigt kan vi glæde os over, at flere andre storsponsorer har ydet ekstraordinære bidrag allerede til 40. års festivalen - som starter i næste uge - fortæller de to ledere af sponsorudvalget. De understreger, at man på alle niveauer indenfor sponsorområdet har oplevet stor opbakning, ligesom en storsponsor efter en kort pause atter støtter festivalen økonomisk og derudover er kredsen af storsponsorer udvidet.
Formanden for Tønder Festival Fond, Stig Bang-Mortensen, er glad for det fornemme resultat, der ikke alene har øget beløbet af sponsormidler med flere hundrede tusinde kroner allerede i år. Også på det såkaldte støtteområde, opbakning i form af hjælp til løsning af aktuelle opgaver, udlån af maskiner og udstyr m.m. kan vi glæde os over udviklingen.
- Sammen med storsponsorernes tilsagn om fordobling af deres støtte over tre år, er de mange positive signaler en rigtig dejlig optakt til 40 års fødselsdags festivalen, udtaler Stig Bang-Mortensen.